Banner-30 Sailing Team Can-Can.

Can-Can på værft vinteren 2006/2007.

Januar 2007.

Can-Can blev sejlet til Kerteminde i efterårsferien 2006, for at komme på værft hos Kerteminde Yachtværft.

De oprindelige farver på fribordet var godt slidte, man begyndte at kunne se den gule grundfarve.

Der har også været et mindre område på dækket i stævnen, hvor sandwitchen begyndte at føles som en trambulin.

Det bliver AWLGrip lak der skal bruges på opfordringer fra flere bådbyggere, den er ekstrem slidstærk og den mest højglans lak på markedet i øjeblikket. Fribord, dæk, ruf og cockpit farves hvid (knækket), vandlinie og staferinger på fribordet bliver røde.

Det nye skridmønster laves med en lysgrå top-coat. Der har tidligere været monteret thread-master, der til sidst var meget svær at holde fri for alger og skidt.

Det skulle iøvrigt vise sig at være noget af en opgave at få fjernet det "gamle" thread-master. Heldigvis var limen begyndt at give sig flere steder, hvilket var en medvirkende årsag til omlakeringen. Ved brug af hammer, stemmejern og hårdt arbejde tog det "kun" én dag. Bådebyggeren havde ellers gjort opmærksom at det ofte tog en uges tid at fjerne "gammel" thread-master. Efter at have fjernet thread-masteren kom det tidligere røde skridmønster til syne, det har nok set fikst ud en gang. Det nye layout er vist på siden "Konstruktion".

I forbindelse med afmonteringen af alle beslag samt rælingslister og røstjern, var jeg en smule bekymret for vinduerne, der kun er 2 somre gamle. Det lykkedes af få vinduerne af uden skader, men skødeskinnerne blev noget krøllede, de lignede bakkens rutsjebane i mini format.

Billeder.

Fanuar 2007.

Så er det blevet tid for bådebyggeren at begynde afpudsning og opspartling af de flader der skal males.

Lakeringen forventes færdig i starten af marts.

Billeder.

Marts 2007.

Der har været forskellige forstyrelser der har udskudt færdiggørelsen af Can-Can. Den er lovet færdig til montering til Påske. Der bliver slebet og spartlet på fribord, dæk, kahyt og i cockpit. Ankerbrønden er blevet udskåret i stævnen.

Den indenbords motor, en Volvo Penta MB2/50S er kaput, et alvorligt tæret topstykke og lydpotte. Det var samme problem i 1998, her købte vi en Honda 8 Hk påhængsmotor, afmonterede selve motoren og monterede den på Volvo benet med gear og sejldrev. Motoren holdt i 8 år og nu producere Honda ikke længere nogen motor der passer. Der skal vælges om topstykket og lydpotten skal repareres eller der skal monteres en påhængsmotor. Reparation vil blive en bekostelig affære og da Can-Can er på værft lukkes motorhullet i bunden samt motorkontrolen i cockpit og udstødningen i fribordet. Når det endelig skulle ske, kan man vist godt sige, at det var et heldigt tidspunkt.





							

April 2007.

Valget af motor er faldet på en Mercury 9,9 Hk Sailpower påhængsmotor.

Så blev båden klar til søsætning. Den 27. april startede transporten fra værftet til lystbådehavnen. Masten blev rejst kl. 23, måneskæret var ikke nok så bilens forlygter blev brugt for at kunne finde diverse huller til splitbolte og splitter.

Opspænding og montering af blokke til fald og skøder blev gjort klar lørdag og kl. 15 var vi klar til afgang mod Svanemøllen.

På turen op gennem Bøgestrømmen lykkedes det at ramme en af græsøerne. Med 6 knob og 20 graders krængning ramte vi på 1,1 meter vand. Så dukkede en "venlig" fisker op med to krav for at hjælpe, det første var nedtagning af sejlene og det andet var 500 kr. Det kalder jeg "godt sømandsskab".

Sidste trin er at få gjort Can-Can kapsejladsklar.





							

Maj 2007.

Can-Can nåede ikke at blive klargjort til første kapsejlads d. 2. maj, men d. 9. maj var vi på banen med et nyt storsejl fra MP-sejl og lagde ud med en 1. plads i vores løb samt nummer 2 overalt. Rigtig god start på sæsonnen.

De øvrige resultater kan findes i logbogen.